HSM Industri A/S

HSM Industri A/S er en familieejet virksomhed med dybe rødder i det østjyske.

Den blev grundlagt som en lille landsbysmedje i Hammelev nord for Grenaa af Esben Møller med fokus på godt håndværk og lokale relationer.

Gennem faglighed, ansvarlighed og evnen til at gribe nye muligheder er virksomheden vokset til en moderne industrivirksomhed med omkring 200 medarbejdere og aktiviteter i både Danmark og udlandet.

Siden 1996 har HSM Industri haft base i Grenaa, hvor virksomheden er udvidet flere gange.

I dag leverer HSM Industri komplekse stålkonstruktioner og løsninger til blandt andet broer, landgangsanlæg, færgeramper, helikopterplatforme og offshoreindustrien inden for vind, olie og gas. Derudover løser virksomheden opgaver inden for byggeri og anlæg, banerelateret infrastruktur samt industriservice.

Efter 50 år som direktør har Esben Møller givet ledelsesansvaret videre. Sønnerne Mark og Stefan Møller er i dag økonomidirektør og produktionsteknisk direktør, mens Nick Palk er projektdirektør. Janni R. Møller er en del af ejerkredsen og virksomhedens fortsatte udvikling, og Esben Møller bidrager fortsat som arbejdende bestyrelsesformand – til glæde for både kontinuitet og værdier.

HSM Industri bygger på en kultur præget af tillid og ansvar. Medarbejdere får frihed til at løse opgaverne, beslutninger træffes lokalt, og stabilitet vægtes højere end kortsigtede gevinster.

Virksomheden investerer målrettet i næste generation af faglærte, tilbyder junior mesterlære og ansætter hvert år 4–5 lærlinge inden for blandt andet klejnsmede- og industrioperatørfaget. Derudover gives unge med en udfordret baggrund en ny mulighed gennem tydelige rammer og støtte.

HSM Industri er kendt for sin løsningsorienterede tilgang – udgangspunktet er, at opgaven altid kan løses, og det indbefatter mange specialopgaver f.eks. Operaparken i København, hvor de har leveret den bærende konstruktion til taget på parkens centrale væksthus.

Tilgangen til en opgave har skabt langvarige relationer og et ry for fleksibilitet og kvalitet. Som del af en koncern med 350 medarbejdere og beslægtede virksomheder kan HSM Industri tilbyde samlede løsninger på tværs af kompetencer.

Virksomheden er samtidig stærkt forankret i Grenaa og bidrager til lokalområdet gennem arbejdspladser, uddannelse og støtte til foreninger og initiativer. HSM Industri er – og ønsker fortsat at være – en virksomhed, hvor dygtige hænder, ansvar og solide værdier går hånd i hånd.