Program

Spændende dag venter Kongeparret.

De unge kommer i front, når Kongeparret den 2. juni besøger virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Norddjurs Kommune. Mød parret på havnen, i Grenaa by og i skoven ved Skovskolen Djursland.

I Norddjurs er der meget at være stolt af. Ikke mindst det gode håndværk og de dygtige hænder, der i generationer har været med til at skabe vækst og innovative virksomheder i kommunen.

Når Deres Majestæter Kongen og Dronningen besøger Norddjurs Kommune som en del af årets sommertogt med Kongeskibet Dannebrog, venter der Kongeparret en helt særlig dag, hvor de kommer tæt på både natur og håndværk i flere afskygninger.

Herunder kan du læse, hvad Kongeparret skal se:

Program for Kongeparrets Sommertogt i Norddjurs 2. juni 2026

Ankomst til Grenaa Havn

Kl. 10.00:

Kongeparret ankommer med Kongeskibet Dannebrog til havnen i Grenaa. Prinsens Musikkorps er på plads sammen med en faneborg bestående af fanebærere fra lokale og regionale foreninger.

Kongeparret bliver modtaget af borgmester Kasper Bjerregaard og viceborgmester Diana Therese Mikkelsen samt en modtagelseskomité bestående af repræsentanter fra det officielle Østjylland.

Der udråbes et nifoldigt leve, og Prinsens Livregiment spiller ’Kong Christian’. Publikum er velkommen på havnen. Det er vigtigt at komme i god tid.

Parkering kan ske ved Stena Lines færgeleje eller andre steder i området med lovlig parkering.

Byvandring i Grenaa

Kl. 10.40:

Kongeparret deltager i en guidet byvandring i midtbyen ved chef for kultur, fritid, turisme og biblioteker i Norddjurs Kommune Trine Grejsen og hører om byens historie.

Turen begynder i Lillegade, hvor Deres Majestæter får fremvist gavlmaleriet af forskerparret August og Marie Krogh, der er kendt for det banebrydende arbejde med insulin i 1920’erne og etableringen af Novo Nordisk. Værket er udført i 2024 af de internationalt anerkendte gadekunstnere Jacoba Niepoort og Milu Correch i forbindelse med 150-året for August Kroghs fødsel.

På gåturen gennem Grenaa passerer Kongeparret også Grenaa Kirke på Torvet, hvor Dronning Ingrids Klokkespil vil spille fra kirkens tårn.

Publikum er velkommen i bymidten. De omkringliggende gader er afspærret, så kom i god tid, så der er tid til at parkere andre steder i byen. Følg politiets anvisninger under besøget.

Officiel modtagelse på Rådhuset i Grenaa

Kl. 11.00:

På Rådhuset i Grenaa holder borgmester Kasper Bjerregaard en officiel velkomsttale for Kongeparret og præsenterer kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune. Kongeparret får overrakt en gave fra Norddjurs Kommune.

Der er ikke adgang for publikum på rådhuset.

Besøg på Glesborg Skole

Kl. 12.05:

Kongeparret ankommer til Glesborg Skole. Distriktsleder Helle Bruun Poulsen samt Skole- og Dagtilbudschef Thomas Olesen byder velkommen og skolens 4. årgang spiller og synger for Deres Majestæter.

Kongeparret hører om Norddjurs Kommunes indsats for at prioritere og udvikle dygtige hænder og håndværk allerede i folkeskolen og får lejlighed til at møde elever, der har valgt den erhvervsfaglige vej.

Publikum er velkommen ved Glesborg skole. Der er mulighed for at tage plads på den store plæne nedenfor skolens legeplads. Kom i god tid. Det er ikke muligt at parkere ved skolens område.

Besøg og frokost på Skovskolen Djursland

Kl. 13.05:

Kongeparret besøger Skovskolen Djursland, som blandt andet uddanner landsskabsingeniører, skov- og naturteknikere og naturvejledere.

Ved ankomsten byder forstander Rasmus Kjær og campusleder for Skovskolen Djursland Lisbet Holm Majestæterne velkommen. Besøget indledes med en fremvisning af skolens arboret, der er et skovbibliotek i naturen med flere end 100 forskellige træsorter.

I arboretet i skoven er Norddjurs Kommune også vært for en frokost over bål.

Efter frokosten fortæller nogle af skolens studerende om jobbet som arborist og fremviser træklatring. Endeligt planter Kongeparret ”Kongens Eg” – en vintereg, der kan blive 500 år gammel.

Der er reserveret to afgrænsede områder til publikum ved Skovskolen. Indkørsel skal ske via Gjesing, hvor der må parkeres i siden af vejen. De øvrige veje ind til Skovskolen vil være afspærrede.

Besøg hos HSM Industri A/S

Kl. 15.05:

Kongeparret bliver ved HSM Industri modtaget af stifter, medejer og arbejdende bestyrelsesformand Esben Møller og marketingschef Brit Løth Bager.

HSM Industri er en moderne familiedrevet smedevirksomhed med omkring 200 medarbejdere heraf cirka 20 lærlinge.

Ved rundvisningen i produktionen møder Deres Majestæter flere af virksomhedens medarbejdere og lærlinge, som fortæller om deres arbejde med blandt andet fremstilling af store stålelementer, samt virksomhedens fokus på uddannelse, integration og udvikling. Der er ikke adgang for publikum på HSMs område.

Reception på Kongeskibet Dannebrog

Kl. 19.00:

Kongeparret afholder reception for indbudte gæster på Kongeskibet Dannebrog i Grenaa Havn.

Ved afsejlingen fra Grenaa Havn underholder Kulturskolen med musik og sang, og der vil være fællessang for alle, der har lyst til at sende Kongeskibet god af sted på den videre færd.

Parkering kan ske ved Stena Lines færgeleje eller andre steder i området med lovlig parkering.

Link til program Grenaa Havn

Ankomst til Grenaa Havn

Kongeskibet Dannebrog ankommer til Grenaa Havn, hvor Kongeparret bliver officielt modtaget på kajen med fanebærere, Prinsens Musikkorps og alle er velkomne. 

 

Link til program Grenaa Midtby

Byvandring i Grenaa

Kongeparret får en guidet byvandring i Grenaa, hvor de ser gavlmaleriet af August Krogh, der grundlagde Novo Nordisk. Ved Grenaa Kirke spiller Dronning Ingrids klokkespil.

Link til program Glesborg Skole

Glesborg Skole

Kongeparret besøger Glesborg Skole, hvor de hører om Norddjurs Kommunes indsats for at prioritere og udvikle dygtige hænder allerede i folkeskolen.

Skovskolen Djursland

Kongeparret besøger Skovskolen Djursland, hvor Norddjurs Kommune er vært ved en frokost ved bål i skoven.

Link til program HSM Industri

HSM Industri A/S

Kongeparret besøger HSM Industri A/S, som er en familieejet virksomhed med dybe rødder i det østjyske. HSM er samtidig stærkt forankret i Grenaa og bidrager til lokalområdet gennem arbejdspladser, dygtige hænder, uddannelse og støtte til foreninger og initiativer. 

Link til program reception Grenaa Havn.

Reception på Kongeskibet

Når besøget nærmer sin afslutning vender Kongeparret retur til Kongeskibet, hvor der vil være reception. Kongeskibet Dannebrog sejler ud af havnen til musik og fællessang.